Tilmelding til journalistlinjen

Journalistlinje

På Journalistlinjen får du lov til at prøve kræfter med moderne journalistik i alle dets afskygninger. Du lærer at skrive, så du bliver hørt og at formidle historier på både skrift, video og sociale medier.

img_4729

Du kommer blandt andet til at arbejde med:

  • Film – herunder tilrettelæggelse, produktion og redigering, blandt andet til skolens egne sociale medier og hjemmeside
  • Øvelser i journalistisk arbejde – du lærer at vinkle en historie og får lov til at prøve kræfter med fotoreportager
  • Det gode sprog – du lærer, hvordan man skriver godt og klart og kommer på flere workshops hos større og mindre virksomheder
  • Sociale Medier – du lærer, hvordan man arbejder professionelt med sociale medier i eksempelvis musikbranchen

Hvad kan du bruge det til?

På Journalistlinjen er det primære formål at arbejde med moderne kommunikation i praksis. For journalistfaget i dag er meget andet end klassisk nyhedsjournalistik. Noget af det du laver er øvelser, men en del af det du laver kommer også ud i den virkelige verden. Du får blandt andet en central rolle i promoveringen af skolens årlige musical, og får lov til at producere indhold, der får et liv på skolens hjemmeside. Det du lærer er at fortælle din historie, så du bliver hørt og forstået, og den evne får du glæde af i dine andre gymnasielle fag og på din senere vej i uddannelsessystemet. Der er ingen eksamen på Journalistlinjen, men ved skoleårets afslutning får du diplom på, hvad du har lært.

Hvem kan gå på Journalistlinjen?

Alle 1.g elever får tilbud om at gå på Journalistlinjen. Du behøver ikke vide noget særligt om journalistisk kommunikation eller have arbejdet med det før for at være med.

Praktisk information: Journalistinjen starter slut august og varer indtil vinterferien. Du får et moduls ekstra undervisning om ugen, og der er taget højde for dette i dit skema.